
Hvad f*ck er der galt med mig? Jette Gelbek
NYHED – Bogudgivelse – Bog, Ebog og lydbog
Her i efteråret udkom, jeg med en psykologibog til unge, der tager udgangspunkt i de unges psykiske sundhed. Jeg svarer allerede på første side på titlens spørgsmål: ”Hvad f*ck er der galt med mig?” Svaret er ”ingenting”. Formålet med bogen er at forklare dette ”ingenting”, så læseren sidder tilbage med en god forståelse for, at sindet er sundt og selvregulerende, og at alle de følelser, vi oplever igennem ungdommen, er almindelige signaler fra et psykisk system, der altid virker på den samme måde.
Bogen adskiller sig fra den vanlige retorik om unge ved at have en håbefuld tone og ved helt enkelt at tage udgangspunkt i, at vi alle er født psykisk sunde, og at ingen hverken mangler noget eller fejler noget, selvom følelserne buldrer der ud af. Bogen kan ses som et modsvar til den overpsykologisering af følelserne, der er oppe i tiden i bl.a. medierne. Jeg forklarer igennem bogen, at alle følelser er naturlige, og at følelserne ikke er en trussel, men derimod et signal, der fortæller os, hvilke tanker vi har levet os ind i. Jeg peger igennem bogen med humor på den frihed, vi alle har i øjeblikket, når vi oplever verden gennem vores tanker. Friheden til at tro på tankerne – eller lade være.
Målgruppen er læselystne unge fra ca 14 år, men da vi er skabt ens, kan bogen læses af alle, der er interesserede i psykisk sundhed og/eller i de unges indre liv. Bogen er på 244 sider, men den er skrevet så den unge kan læse indledningen og derefter vælge det kapitel, der passer bedst.
Bogens vigtigste budskaber:
- Vi oplever altid verden igennem de tanker, vi tror på i øjeblikket.
- Når vi lever os ind i tankerne, og de smelter sammen med virkeligheden, så skabes der følelser.
- Det er naturligt at tanker og følelser skifter. Sindet bliver mudret til med tanker og følelser og klarer op igen. Det klarer altid op igen. Det er selvregulerende.
Kapitlerne er delt op i de forskellige følelser. Læseren bliver indledningsvis introduceret til forståelsen, der ligger bag det selvregulerende sind, den psykologiske forståelse der bl.a. omtales som de tre principper. Herefter følger kapitler om angst, stress, vrede og irritation, selvværd og selvtillid samt søvn. Bogen er brugervenligt sat op med opsummeringer efter hvert kapitel.
Bogen er velskrevet, letforståelig og praktisk anvendelig for såvel unge som fagfolk og forældre. De forskellige følelsers logik bliver grundigt belyst ved både at tage udgangspunkt i både mine egne oplevelser og cases fra de unges hverdag. Bogens troværdighed styrkes ved, at jeg har medtaget virkelige unges forandringsfortællinger. De unge fortæller åbent, hvordan de er gået fra at føle sig forkerte og mistrives til at have det godt og trives.
Bogen kan købes fysisk i min psykologpraksis eller online hos 3pbutikken.dk Den kan også bestilles på Saxo, Gucca, Bogogide, WilliamDam og lånes på biblioteket.
Bogen kan lånes som lydbog på EReolen og sælges også som både lydbog og Ebog.
Lektørudtalelse:
Hvad f*ck er der galt med mig? : en psykologibog til unge
Forfatter: Jette Gelbek
Materialevurdering. Kort om bogen.
Selvhjælpsbog til unge skrevet ud fra devisen om, at sindet er selvregulerende, og at unge mennesker i dag ikke er mere “i stykker” og har mere brug for at blive “fikset” end tidligere. For unge og voksne læsere – både private og fagprofessionelle
Beskrivelse
Psykolog Jette Gelbek er gymnasiepsykolog og har igennem en årrække specialiseret sig i unge. Denne bog tager læseren med ind i terapilokalet via mange cases. Bogen er bygget op med en indledning, hvor forfatteren beskriver sit faglige ståsted og erfaring, dernæst beskriver hun tre principper: Tanke, bevidsthed og livskraft. Efter hvert emne er der en opsummering og en forandringsfortælling om et ungt menneske. Emnerne er: angst, stress, selvværd & selvtillid, irritation & vrede og søvn. Bogen afsluttes opbyggeligt med kapitlet “Du er allerede ok”
Vurdering
Vigtig bog i en tid, hvor begrebet “mistrivsel” bliver brugt i flæng. De mange eksempler fra forfatterens terapirum er vældig velfungerende. Via disses cases kan læseren se eksempler på unges problematikker, og hvad de har kunnet gøre for at løse dem. Forfatteren bruger mange gode eksempler på sproget fx “Jeg har haft angst i fire år”. Man har ikke angst i fire år, da det er en følelse, som kommer og går, men sproget skaber vores verden. Forfatteren skriver letforståeligt og har fingeren på pulsen i forhold til de unges verden
Til bibliotekaren
Køb anbefales
Er du allerede oprettet med klientlogin, kan du bestille en tid via onlinebooking ved at klikke her på tidsbestilling.👈🏻
Hvis du ønsker at opstarte samtaler, så kontakt mig på 93952757 eller på mail jettegelbek@proton.me , så hjælper jeg dig med at blive oprettet. Der er perioder med lidt ventetid.